Pårørende
Hvornår er man pårørende?
Det er sjældent svært at se sig selv i den betegnelse, når den ramte er i éns nære familie. Men er man også pårørende hvis den ramte er éns fætter/kusine/onkel/tante? Eller hvad med klassekammeraten, kollegaen eller barndomsvennen? Spørger man omkring eller søger på internettet vil man finde forskellige formuleringer om og forståelser af begrebet. Det kan bl.a. afhænge af om man ser på det fra den ramtes perspektiv eller fra den andens. Fælles er dog, at det, at være pårørende indebærer en relation mellem den ramte og den anden.
Hvorfor søge hjælp?
Når en person er ramt af en psykisk eller fysisk sygdom, påvirker det ikke kun den ramte, men i høj grad også de pårørende. Hvordan man som pårørende mærker det, kan være meget forskelligt, afhængig af hvilken position man har ift. den ramte. Bekymringen og omsorgen for den ramte mærker de fleste. Det er dog også almindeligt at mærke f.eks. frustration, vrede, ked-af-det-hed eller magtesløshed. Hvordan man reagerer som pårørende er meget forskelligt og påvirkes af flere forskellige faktorer, som f.eks.:
- Varigheden og sværhedsgraden af den ramtes sygdom.
- Typen og graden af støtte og omsorg den pårørende yder / forventes at yde.
- Den pårørende private situation.
- Den pårørendes arbejdssituation.
- Relationen mellem den ramte og den pårørende.
Balancen mellem at være pårørende og at passe de øvrige væsentlige områder i ens liv kan være svær at finde. Den ramtes sygdom kan for nogle optage en stadig større del af både den ramtes og de pårørendes tid, energi og overskud. Som pårørende er det vigtigt at være opmærksom på, at man også selv har brug for at få “fyldt noget på”, for at kunne blive ved med at være en positiv støtte for den ramte.
Vejledning
Hvis du er pårørende til en person, som er ramt af en spiseforstyrrelse, vil jeg kunne tilbyde en eller flere vejledende samtaler. Jeg kan bl.a. hjælpe til at opnå en bedre forståelse for sygdommen og for dens udvikling. Til at vejlede om hvordan du/I som pårørende kan forholde jer til den vanskelige situation du/I står i. Til at forstå og navigere i behandlingssystemet, i de tilfælde hvor den ramte har brug for behandling i psykiatrien.
Tag kontakt til mig eller book en tid til en samtale, hvis det er relevant for dig/jer.
Støttende samtaler
Hvis du er pårørende til en person, som har et aktivt behandlingsforløb ved mig, vil det være muligt at afholde en eller flere samtaler, hvor I begge deltager.
Fokus i samtalen vil tage udgangspunkt i jeres relation og dens betydning for bedringsprocessen. Det kan være I gerne vil tale om hvordan den pårørende bedst støtter den ramte. Vi vil da sammen se på jeres relation, de erfaringer I allerede har og det I ønsker at opnå.
Deltagelse af en pårørende vil altid skulle aftales af personen, som allerede er i behandling, aht. min tavshedspligt.
Individuelt forløb
I nogle tilfælde rammer det, at være pårørende, på en sådan måde, at det kan være relevant og hjælpsomt med et individuelt terapeutisk forløb. Her vil der være fokus på dig, din situation og de udfordringer du oplever i det at være pårørende.
Hvis det er aktuelt for dig, kan du tage kontakt til mig eller booke en tid til en samtale.